En medarbejder der passer til jobbet, performer bedre og skaber bedre resultater. Modsat koster et dårligt match mellem medarbejder og job mange ressourcer. Men hvordan finder du den rette kandidat?
Den rette medarbejder falder sjældent ned fra himlen. Det kræver en struktureret og effektiv rekrutteringsproces, hvor du udarbejder og indhenter den viden, der er nødvendig for, at du kan træffe det rigtige valg.
”Rekruttering er en investering. Med de rette medarbejdere kan du skabe vækst, nå dine måle og fremme en god kultur på arbejdspladsen; effekten er mærkbar,” siger Thomas Laudrup, CEO hos DEDIKATION, og fortsætter: ”Du skal ikke nødvendigvis bruge den samme profil, som din tidligere medarbejder havde, og du skal slet ikke genbruge stillingsopslaget fra sidst. God rekruttering kræver en målrettet og individuel indsats hver gang.”
De sidste 8 uger har vi talt om preboarding og onboarding som en essentiel del af rekrutteringsforløbet, men begge dele kommer efter selve rekrutteringen. I dag og de følgende 3 uger kigger vi på rekrutteringsprocessens forskellige faser – forstår du dem, bliver det lettere at finde de bedste kandidater.
Har du råd til at ansætte den forkerte?
Skæver man til statistikkerne, er det ikke svært at se, at det er en dyr fornøjelse at ansætte den forkerte kandidat – særligt fordi det ofte først opdages efter prøveperioden på 3 måneder. Det betyder blandt andet, at der er brugt ressourcer på introforløb, træning, personalegoder, udstyr og lignende, ligesom medarbejderens opsigelsesvarsel er trådt i kraft.
Ifølge Jobindex er det ikke ualmindeligt, at en fejlansat medarbejder med en månedsløn på 30.000 kr. kan løbe op i en udgift på 350.000-400.000 kr., og netop derfor er det vigtigt at ramme rigtigt i første forsøg.
Rekrutteringens tre faser
En professionel rekrutteringsproces kan groft sagt inddeles i tre faser, hvor du analyserer den ledige stilling og den ønskede jobprofil, tiltrækker de rette kandidater og afholder jobsamtaler på en måde, der giver dig et objektivt billede af kandidaten.
De tre faser er:
- Jobanalyse og stillingsopslag
- Annoncering og search
- Jobsamtalen
Følger du med over de næste tre uger, vil du se os dykke ned i de respektive emner. Du får nyttig insiderviden og gode værktøjer til din egen rekruttering, så du lettere kan undgå fejlansættelser, og du bliver uden tvivl klogere på hele processen fra den ledige stilling opstår, til din nye medarbejder er onboardet og i gang med at skabe nye resultater i din virksomhed.