Når dine medarbejdere deler virksomhedens gode historier på deres egne sociale medier, er det ikke bare jeres reach, der øges betragteligt – det gør troværdigheden også. Glade og stolte medarbejdere er den bedste reklameværdi, du kan få, og med employee advocacy kan du arbejde effektivt med din mediestrategi.
Bruger du dine medarbejdere som ambassadører for virksomheden? De er det absolut stærkeste kort, du har på hånden, når det kommer til at fremme din virksomheds omdømme, men som med alt andet er det ikke noget, det kommer af sig selv, forklarer Thomas Laudrup, CEO og stifter af DEDIKATION:
“Begrebet influencers er på alles læber, når det handler om markedsføring, og i virkeligheden er employee advocacy bare en strategi, der gør dine egne medarbejdere til interne influencers. Det er medarbejdere, der involverer sig følelsesmæssigt i deres arbejde og som elsker at dele det på de sociale medier – og dét er noget, der giver positiv energi tilbage til forretningen. Men de færreste gør det helt af sig selv, og derfor bør du lave en social mediestrategi, der inkluderer medarbejderne; det er dit ansvar at engagere dem.”
En strategi for de sociale medier kræver et vist arbejde: Først og fremmest skal der udarbejdes relevant content, der kan deles, og dernæst skal medarbejderne have en række konkrete guidelines, de kan følge, så virksomhedens omdømme ikke sættes på spil.
Deling på sociale medier: Alt med måde
Venner og bekendtes anbefalinger vækker tillid, og derfor spiller private delinger af virksomhedens historier en magtfuld rolle både i forhold til virksomhedens omdømme, men også i forbindelse med at få nye kunder og ikke mindst nye medarbejdere. Men det skal gøres med måde, fortæller Thomas Laudrup:
“Det er ikke ALT, hvad virksomheden laver, der skal deles af medarbejderne. Det handler ikke om at spamme ens netværk med information på information, men om at dele relevante historier, der passer til den enkelte. Det er vigtigt, at dine medarbejdere er tro mod sig selv og kun deler det, de mener er interessant – og de skal gøre det, fordi de har lyst. Der kan sagtens være indhold, som én medarbejder har valgt at dele, mens en anden ikke har, og det er helt fint. Som virksomhed kan du i stedet opfordre kollegaerne til at interagere med hinandens opslag – det hjælper også med at sprede budskabet.”
Employee advocacy er for alle
En social medie strategi, employee advocacy og relevant content kan hurtigt komme til at lyde som noget, der kun er relevant for store virksomheder, men sandheden er, at det er et effektivt redskab uanset størrelsen på din virksomhed. Hvis du samtidig måler effekten af dine medarbejderes interageren og deler resultaterne internt, kan du øge engagementet og styrke motivation for den enkelte medarbejder.