Der er flere grunde til, at det er vigtigt at prioritere onboarding, og det gælder især nu, hvor der er kamp om dygtige hoveder og hænder. Med en grundig onboarding kan du øge medarbejderens følelse af at høre til i virksomheden. Det fører til tilfredshed med jobbet, hvilket igen har positive følger i form af en større chance for at fastholde medarbejderen.
Der er som sådan ikke noget nyt i, at det er vigtigt at sørge for en god opstart, når en ny medarbejder træder ind ad døren på første arbejdsdag. Det lyder måske oven i købet logisk, men en god onboarding er mere end blot en rundvisning på kontoret samt en buket blomster i velkomstgave.
Særligt i denne tid som arbejdsmarkedet befinder sig i nu, giver det god mening at skabe en onboarding, der er ekstra godt tilrettelagt og gennemtænkt. Det påpeger Thomas Laudrup, CEO hos DEDIKATION:
“De rekrutteringsprocesser, vi står i nu, kræver mere arbejde end for blot få år siden, og når virksomhederne endelig finder en kandidat, skal de slå til med det samme, før vedkommende siger ja til en anden stilling,” siger han og uddyber:
“Herefter er det vigtigt at skabe en god opstart i virksomheden, når du byder velkommen til den nye medarbejder, så du ikke risikerer at stå og sige farvel igen et år senere efter at have brugt ressourcer, tid og penge på at lære en ny medarbejder op.”
Undgå at en nyansat hurtigt forlader virksomheden igen
Det er vigtigt at bide mærke i, at den rette fokus på onboarding også kan gavne på den lange bane for medarbejderen og ikke mindst virksomheden. En manglende eller utilstrækkelig onboarding kan nemlig føre til det modsatte – altså at medarbejderen stopper relativt hurtigt efter sin første arbejdsdag.
Ifølge forfatterne til bogen “Onboarding: Flyvende fra start” stopper omkring 25 procent af alle nyansatte inden for det første halvandet år efter ansættelsesstart. Men en god og tilpasset onboarding, hvor medarbejderen føler sig taget godt imod og lærer sine kolleger at kende, kan modvirke den kedelige tendens.
LÆS OGSÅ: Rekruttering i et glohedt marked – tre nye tendenser
Skab grobund for tilhørsforholdet
Ved hjælp af mere forskning i onboarding bliver vi stadig klogere på, hvor værdifuldt det egentlig er at komme godt fra start som ny i job. Det er som sagt noget, der også gavner virksomheden – ikke bare her og nu, men også på sigt.
Nogle af fordelene er:
- Jobtilfredshed hos den nyansatte der dermed omtaler arbejdspladsen positivt over for sit netværk
- Større chance for virksomheden for at fastholde medarbejderen
- Medarbejderen kan hurtigt komme i gang med at bidrage og give værdi
- Det sociale sammenhold styrkes
Den gode onboarding er en, hvor medarbejderen føler sig set og velkommen samt relativt hurtigt kan begynde at knytte bånd til nye kolleger samt tage ansvar for sine nye opgaver og dermed få en følelse af at bidrage til virksomhedens overordnede mål.
Derudover er det også vigtigt at være åben for den nyankomnes inputs til virksomhedens måder at løse opgaver på, hvilket vi vil komme nærmere ind på herunder.
LÆS OGSÅ: Onboarding er en socialiseringsproces
Drop generelle introkurser
Ovennævnte fordele vil især folde sig ud, hvis du tilrettelægger en individuel onboarding. Altså en opstart der er tilpasset den enkelte ud fra den rolle, vedkommende skal til at kaste sig ud i hos jer – og ud fra det indtryk og den viden du har fået om medarbejderen under rekrutteringsprocessen.
Forskning viser, at upersonlige onboardingforløb som for eksempel introkurser for mange nyansatte på én gang kan medføre, at de nye medarbejdere ikke bliver i jobbet så længe, som hvis der er tilrettelagt en personlig onboarding. Den individuelle tilgang skaber en større grobund for, at medarbejderen får opbygget et tilhørsforhold til virksomheden og kollegerne og dermed har lyst til at blive i jobbet – også på sigt.
Sørg for at gøre plads til, at den nyansatte kan komme med inputs til, hvordan opgaverne kan gribes an på en anden måde, samt at vedkommende føler, at det er ok at spørge ind til, hvorfor I gør, som I gør. På den måde mærker jeres nye kollega, at arbejdspladsen er et sted, hvor medarbejdernes synspunkter og feedback er velkommen, så I sammen kan løse projekterne endnu bedre.
Imødekom unge medarbejdere med personlig onboarding
Det er særligt den unge generation, Generation Z, der sætter pris på en individuel indføring i din virksomhed. En undersøgelse viser, at den yngre del af arbejdsstyrken ligefrem efterspørger en personlig opstart. I undersøgelsen svarede 25 procent af de adspurgte Generation Z’ere, at de ønsker en personlig introduktion til virksomheden.
Generation Z er “indfødte digitale”, der kom til verden fra midt i 90’erne og frem til midt i 2010’erne. Og de er vant til, at stort set alt er tilpasset den enkelte: lige fra udvalgte numre på musik-streamingtjenesten til muligheden for at vælge, hvilken slags mælk der skal i kaffen på den lokale kaffebar.
Og for at imødekomme efterspørgslen er det vigtigt, at du bruger al den viden, du har samlet op om din nye kollega i rekrutteringsforløbet. Det kan for eksempel være data fra test og opgaver, vedkommende har løst som en del af rekrutteringen. På den måde får du hints om den nye medarbejders indlæringsstil, som kan være guld værd i forhold til, hvordan du bør tilrettelægge onboardingen. Samtidig har du formentligt et indblik i, hvordan medarbejderens sociale behov er, hvilket også kan være nyttig viden. Her kan du kigge på, om vedkommende eksempelvis bør støttes i at etablere relationer til sine nye kolleger.
Gør plads til friske inputs fra din nye kollega
Ifølge den amerikanske forsker Daniel Cable, som omtales af Dansk HR her, vil et personligt onboardingforløb ikke alene gøre, at medarbejderen bliver længere tid i jobbet, end de nyansatte, der ikke får en individuel opstart – det vil også gøre det lettere for den nytilkomne medarbejder at skabe sit nye job og dermed finde sig til rette.
Det kan du imødekomme i onboardingen ved at give opgaver, som lægger op til, at medarbejderen kreerer sit eget job. Det vil sige, at i stedet for at forklare om den arbejdskultur, der er i virksomheden, kan du i stedet spørge ind til, hvordan din nye kollega ser sig selv i de værdier, som virksomheden står for. På den måde giver du den nyansatte mulighed for at bidrage med friske inputs, og samtidig føler vedkommende, at der bliver bakket op om hans/hendes identitet.
Inden for forskning taler man om innovationspotentialet (på engelsk: newcomer innovation), og den danske psykolog og forsker, Line Revsbæk, mener, at det potentiale forløses, hvis den nyansatte relativt hurtigt skal samarbejde med erfarne kolleger om at løse en opgave. Det giver en bedre mulighed for at få den nye medarbejders potentiale i spil frem for, at vedkommende er på det ene introkursus efter det andet uden mulighed for at byde ind med sine guldkorn.
LÆS OGSÅ: Kan du holde på de unge medarbejdere?
Start den gode onboarding før tid med preboarding
Ved at sørge for en personlig onboarding øger du altså chancen for, at medarbejderen finder sig godt til rette i din virksomhed. Og som bekendt starter den gode start på en ny arbejdsplads allerede længe før selve onboardingen. Her kan vi tale om preboardingen som rettesnor til at sørge for, at onboardingen glider.
Preboarding er de trin, der foregår inden medarbejderens første arbejdsdag, og den starter, lige så snart underskriften på ansættelseskontrakten er sat. Perioden kan være lang og vare flere måneder, inden ansættelsen går i gang, og den kan være kort og vare en måned eller blot få dage.
Uanset hvad er det vigtigt, at du ikke glemmer din kommende medarbejder, men holder vedkommende ved ilden og møder ham/hende med den spænding, man har i kroppen, inden man starter i et nyt job. Det kan du gøre ved at sende et kort program for første arbejdsdag – måske endda et program for hele den første uge. Du kan også invitere til kommende arrangementer i virksomheden, så medarbejderen allerede så småt begynder at føle sig som en del af arbejdsfællesskabet og desuden kan sætte kryds i sin kalender.
Derudover kan preboarding bestå af en indhentning af praktiske informationer fra medarbejderen, som du får brug for til løn og så videre. På den måde føler medarbejderen, at der er styr på ting og sager i forhold til opstart, og det giver en forventning til, at onboardingen også kommer til at forløbe godt.
Brug for hjælp? Vi har over 20 års erfaring
Har du brug for hjælp til onboarding eller dele af den, så er vi hos DEDIKATION klar til at hjælpe. Vi kan stå for hele processen – ja, faktisk hele rekrutteringen til og med onboardingen, eller du kan vælge at lade os hjælpe med nogle af delene, så du har bedre tid og ressourcer til dine andre opgaver.
Hos DEDIKATION har vi over 20 års erfaring med rekruttering, og vi har hjulpet virksomheder med mere end 500 gennemførte rekrutteringer inden for salg, marketing, specialister, finans og ledelse – og vi vil også gerne hjælpe dig!
LÆS OGSÅ: Hvem sagde dyrt? Vi punkterer myten om professionel rekruttering