Hjem » Hvad indebærer jobbet som sælger?

Hvad indebærer jobbet som sælger?

Alle kan blive sælger, men det er ikke alle, der kan blive en god sælger. Det kræver nemlig en hel speciel blanding af viden, færdigheder og personlighedstræk. At være sælger er ligesom et håndværk, hvor du hele tiden bruger viden og forskellige strategier. Du skal kunne håndtere ændringer i markedet, forstå psykologien bag kundernes valg og lave præsentationer, der virkelig overbeviser kunden om værdien af det, du sælger. Og så er det et konkurrencepræget miljø, hvor afvisninger er uundgåelige.

Her kan du læse mere om, hvad det indebærer at være sælger, og hvordan de mest succesfulde sælgere bruger deres personlige færdigheder og viden til at få succes i deres karriere.

Salg er et håndværk

At lære et håndværk kræver en kombination af teknikker, viden og de rette redskaber brugt på en bestemt måde. For at blive en dygtig sælger må du altså afprøve og finpudse dit håndværk.

Som Brian Frode, Partner & Senior Recruiter hos DEDIKATION, udtaler: ”Det er ikke nok bare at kende dit produkt eller din ydelse, der findes også et væld af teknikker, som kan bruges til at analysere markedet, finde frem til dine kunders behov og hjælpe dem med at løse et problem eller nå et mål”.

Hvis du gør brug af teknikkerne, kan du udvikle dig som sælger og levere en bedre salgsoplevelse for kunden.

For at blive en dygtig sælger må du også forstå, at der ikke findes én universel tilgang, der passer til alle situationer. En dygtig sælger tilpasser sine strategier efter markedet og kundens behov, hvilket kræver erfaring og vilje til altid at blive bedre.

 

Psykologi, markedskendskab og præsentation 

En vigtig del af at være sælger handler om at forstå dine kunder og deres behov ved at bruge psykologi. Vidste du for eksempel, at følelser spiller en afgørende rolle, når vi tager beslutninger? Hvis du som sælger er god til at sætte dig ind i kundens følelser, kan du med bestemte strategier bedre formidle værdien i dit produkt eller din ydelse.

Forståelse for psykologi handler også om at være opmærksom på din egen opførsel: Dit kropssprog, dit taletempo og dit toneleje kan afgøre, om kunden er åben for at lytte, eller om du taber salget på gulvet. 

Når det kommer til at kende markedet, kan sælgere, der er dygtige inden for deres område, tilpasse deres tilbud og præsentationer for at møde kundens behov. Ved konstant at holde dig opdateret kan du opdage nye muligheder og rette dine strategier herefter.

 

Hvad indebærer jobbet som sælger?

Personlige kvaliteter

For at blive en dygtig sælger kræver det både faglig kunnen og vise personlige egenskaber. Som menneske er det en fordel, hvis du har følgende egenskaber:

Empati: Du er empatisk og lytter til dine kunder for at forstå deres behov og rette din salgspræsentation herefter. Det skaber tillid og langvarige relationer.

Positiv attitude og udholdenhed: Du er selvsikker, men du er ikke arrogant, og du ved, at afvisning er en del af salgsjobbet. Din udholdenhed og positive attitude gør, at du ikke lader dig slå ud af et nej, men formår at vende det til et ja ved at tilpasse dit tilbud og ændre din tilgang til salgsoplevelsen.

Fleksibilitet og tilpasningsevne: Inden for salg går tingene sjældent lige efter planen, og hverdagen kan være uforudsigelig. Derfor må du som sælger være parat til at tænke på plan B, C og D, så du har andre løsninger, hvis din kunde ændrer mening.

Selvstændighed og handling: Som sælger skal du være selvstændig, da du ofte arbejder alene fra at følge et lead til at lukke et salg. Det betyder, at du kan tage initiativ, pinpointe muligheder og træffe beslutninger. De dygtigste sælgere påtager sig gerne ansvar og tager styring.

 

At være sælger er ikke for alle

Hvis du ikke trives i en hverdag, hvor afvisning er en del af processen, er jobbet som sælger nok ikke det rette for dig. Du er nødt til at være modstandsdygtig og robust. Det kan ske, at en konkurrent laver et specifikt salg før dig, eller at du lægger stort arbejde i et salg, som ikke bliver til noget alligevel. Det kan være hårdt, men du er nødt til at bevare din optimisme og vedholdenhed for at nå dine mål.

På samme måde skal du kunne lide et konkurrencepræget miljø, hvor dine præstationer konstant bliver målt og vejet.

”Du skal være drevet af et behov for at give din performance fuld skrue dag efter dag, for hver måned starter du forfra med at bevise, hvad du kan,” siger Brian Frode. ”Det er ikke nok at have et oprigtigt ønske og en overbevisning om, at dit produkt eller din ydelse gør noget godt for dine kunder, du skal også kunne lide udfordringen, der ligger i jagten på aftalen.”

Afslutningsvis kan vi konkludere, at en dygtig sælger må have nogle bestemte personlige kvaliteter som for eksempel modstandsdygtighed, empati, fleksibilitet og en positiv attitude for at trives i et konkurrencepræget miljø. Men salg er også et håndværk, og du er nødt til at sætte dig ind i teknikker og strategier for at kunne lave den rette præsentation til din kunde og tilpasse dig et konstant skiftende marked. Derudover kræver jobbet som sælger en forståelse for psykologi, både for at kunne forstå kundens behov, men også for at være opmærksom på, hvordan du selv opfører dig i dialog med en kunde. Hvis du formår at kombinere alt dette, er du uden tvivl godt på vej til at blive en dygtig sælger.

FAQ

Hvem egner sig ikke til at blive sælger?

Hvis du ikke bryder dig om et konkurrencepræget miljø, hvor du konstant bliver målt og vejet, skal du nok kigge efter en anden karriere. Sælgere må være robuste, for afvisning er en del af jobbet, og du skal kunne lide udfordringen, der ligger i jagten på aftalen.

Hvilke personlige kvaliteter besidder en dygtig sælger?

De fleste dygtige sælgere er empatiske og forstår at lytte til deres kunder for at kunne identificere deres behov. De er positive og vedholdende, og de forstår at vende et nej til et ja ved at tilpasse sig uforudsigelige situationer og rette sig derefter. Sidst men ikke mindst er de selvstændige og ikke bange for at tage ansvar.

Hvordan spiller strategier og psykologi ind i salgsverden?

Salg er et håndværk, og hvis du forstår at finpudse dine teknikker, kan du nemmere identificere markedet og dine kunders behov. Jobbet som sælger indebærer også en forståelse for psykologi, og hvad der ligger bag dine kunders valg. Når du desuden er bevidst om din egen ageren, kan du nemmere skabe tillid til kunden og i sidste ende lukke salget.

Rekrutteringsydelser

U

Vurdering

Test, adfærdsprofiler, cases til brug i din rekruttering.

Rekruttering

Vi håndterer hele processen – eller kun det, du ønsker.

Onboarding

Få dine nye medarbejdere hurtigere i gang.

Outplacement

Diskret vejledning til medarbejdere i jobskifte.