Hjem » Hvad kan du selv gøre for at falde til i dit nye job?

Hvad kan du selv gøre for at falde til i dit nye job?

Nye kollegaer, nye arbejdsopgaver og nye retningslinjer. Det kan være skræmmende at starte i et nyt job, og det er vigtigt at komme godt fra start. Heldigvis er der mange ting, du selv kan gøre.

Jo mere din første dag på dit nye job nærmer sig, desto vildere basker sommerfuglene i maven. Det er naturligt at være nervøs over det der venter dig, men med et par gode råd i baghånden, kan du hjælpe dig selv til en succesfuld start på din nye arbejdsplads – og det er vigtigt, fortæller Thomas Laudrup, CEO hos DEDIKATION:

“Den første uge kan blive afgørende for, om du bliver glad for jobbet.

Her handler det om at opbygge gensidig respekt hos kollegaer og din overordnede – både fagligt og personligt. Samtidig handler det om at være dig selv i en helt ny situation, der tærer på alle dine kræfter.”

Hos DEDIKATION vil vi gerne hjælpe dig godt i gang med dit nye job, og derfor har vi samlet 4 gode råd, der gør opstarten lidt lettere.

1) Start stille og roligt

Selvom du var en ørn til dit tidligere arbejde, er det vigtigt at du erkender, at du starter næsten forfra i dit nye job. Du skal forstå dine nye arbejdsopgaver, tilpasse dig en ny kultur med alt hvad det indebærer af gøremål, værdier etc. Rent praktisk er der et hav af ting, du skal lære; hvordan stiller du telefonen videre, hvor er toiletterne, hvornår holder du frokost osv.

Det kan tage tid at finde sig til rette, så start stille og roligt og skriv ned undervejs, hvis du støder på noget du ikke forstår. Og vigtigst af alt: Accepter, at du ikke kan det hele fra dag 1.

2) Udvis situationsfornemmelse

Du har sikkert en masse gode idéer med til din nye arbejdsplads, men brug den første tid på at udvise en smule ydmyghed. Lyt og lær. Mærk stemningen i virksomheden, og spørg mere end du taler.

Har du revolutionerende idéer, så skriv dem ned, og luft dem stille og roligt efterhånden som du kommer mere på plads i afdelingen. Samtidig kan du med fordel bruge lidt tid på at forstå, hvordan kulturen er; må man afbryde på et møde, er der faste pladser i kantinen og hvem spørger man, hvis lampen ikke virker?

3) Afstem forventninger

Forventningsafstemning i starten af din nye ansættelse er alfa og omega, hvis du skal falde godt til. Få afklaret både hvad der forventes af dig, men også hvad du forventer af virksomheden. Skal du eksempelvis arbejde over i særlige perioder, må du selv tilrettelægge din afspadsering og hvordan foregår det, hvis du skal til tandlæge i arbejdstiden?

Det er vigtigt, at du siger til og fra undervejs, og snak gerne med både ledelse, din nærmeste chef og dine kollegaer, så du hele tiden er opmærksom på, hvad der forventes af dig.

4) Vær social

Den sociale kultur på arbejdspladsen er vigtig for mange menneskers følelse af at høre til og passe ind, og derfor skal du indgå i de sociale arrangementer fra start. På den måde lærer du dine kollegaer at kende som private personer, ligesom du måske møder kollegaer fra andre afdelinger.

Rekrutteringsydelser

U

Vurdering

Test, adfærdsprofiler, cases til brug i din rekruttering.

Rekruttering

Vi håndterer hele processen – eller kun det, du ønsker.

Onboarding

Få dine nye medarbejdere hurtigere i gang.

Outplacement

Diskret vejledning til medarbejdere i jobskifte.