Forskning viser, at det ikke er likes, der driver de unge mennesker i deres arbejde. Det gør nærværende og anerkendende ledere derimod, og spørgsmålet er, om du har den rette profil til at holde på de unge medarbejdere. Læs med, og få svaret.

Når historien om generation Z og deres gang på arbejdsmarkedet fortælles, lyder det ofte, at det er en krævende curling-generation, der har svært ved at tilpasse sig og som lever i en digital verden. Sidstnævnte er måske nok rigtigt, men en rapport fra Erhvervsakademiet Cphbusiness konkluderer, at de digitalt indfødte bare efterspørger gode relationer til nærmeste leder, anerkendelse, feedback og et menings- og identitetsskabende job. 

Præcis som de fleste andre på arbejdsmarkedet.

“Studiet viser, at de unge ønsker at være en del af et arbejdsfællesskab,” forklarer Thomas Laudrup, der står i spidsen for DEDIKATION, og fortsætter: “De vil gerne ledes, og som leder er det vigtigt at huske, at de unge ikke er sårbare, men usikre, og de har brug for – og ønsker – rammer at udvikle sig under.

 

3 råd om ledelse af dine unge medarbejdere

Ved at sætte de rette rammer for unge medarbejdere, kan du accelerere deres udvikling og se dem blomstre, og du kan være med til at skabe lige præcis den medarbejder, du har brug for i din virksomhed; den perfekte medarbejder

Ved du ikke hvordan, så følg Thomas Laudrups tre råd, der bygger på konklusionerne fra Erhvervsakademiet Cphbusiness’ rapport:

 

1. Relationer er afgørende

“Relationen til den nærmeste leder betyder alverden for udviklingen og fastholdelsen af de unge medarbejdere. De forventer, at du som leder tager dig tid til dem; at du skubber gang i udviklingsprocessen, giver feedback og anerkender deres arbejde – og så forventer de klare rammer at arbejde og udvikle sig under.”

 

2. Usikker vs. skrøbelig

Robusthed er et af de ord, arbejdsmarkedet sjældent forbinder med unge medarbejdere fra generation Z, men det er vigtigt at huske, at der er forskel på at være usikker og på at være skrøbelig. Dine unge medarbejdere har lige taget deres første spæde skridt på arbejdsmarkedet, og de skal guides, så de kan finde deres styrker og deres plads – og det er din opgave at give dem et trygt rum at udvikle sig i.”

 

3. Disruption og tilpasning

“Den offentlige fortælling lyder, at de digitale unge medarbejdere farer ind på arbejdsmarkedet og disrupter med deres mange spørgsmål og hang til sociale medier. Men undersøgelsen viser rent faktisk, at de unge ikke ønsker at være tilknyttet deres ledere på Facebook eller Instagram; de søger ikke overfladiske likes fra arbejdspladsen, men ønsker bare at være en del af den organisationskultur, de er blevet ansat i. Og ja, de unge medarbejdere stiller mange spørgsmål, men det er ikke for at irritere og disrupte… det er for at blive klogere og udvikle sig, så de kan indgå i arbejdsfællesskabet på lige vilkår med deres kollegaer.”