Hjem » Læg en strategi for din jobsøgning, og øg mulighederne for at finde et job

Læg en strategi for din jobsøgning, og øg mulighederne for at finde et job

Effektiv jobsøgning handler ikke udelukkende om CV, ansøgning og synlighed på LinkedIn. Det er også et spørgsmål om at kende det danske arbejdsmarked og forstå, hvor virksomhederne finder kandidaterne.

Der er ingen tvivl om, at det er guld værd at kunne skrive et velformuleret CV. Et der sætter dine kompetencer i spil med virksomhedens behov, og som stiller skarpt på resultater i tidligere stillinger og eksempler på udførte opgaver. Men en effektiv jobsøgningsstrategi handler om meget mere end det. Du skal kombinere din kompetencemæssige selvindsigt med en grundig viden om det danske arbejdsmarked, og du skal kende virksomhedernes rekrutteringskanaler – det forklarer Thomas Laudrup, Founder & CEO hos DEDIKATION:

”Jobsøgning er en kompliceret proces. Det er ikke længere kun et spørgsmål om opslåede stillinger, og derfor skal du have en strategi for, hvordan du vil gribe jobsøgningen an, og hvor du vil fange virksomhedernes opmærksomhed. Er det med et traditionelt svar på en opslået stilling, skal du lede i dit netværk eller skal du rette opmærksomheden mod LinkedIn?”

Svaret er ikke så enkelt endda. Vi har taget et kig på det danske arbejdsmarked og giver dig tre håndgribelige råd, der viser, hvordan du kan anvende din viden i din jobsøgningsproces.

1) Søg på tværs af brancher

Når vi hjælper jobsøgende, oplever vi, at den enkelte kandidat ofte har set sig blind på egne kompetencer og fejlagtigt tror, at de kun kan bruges i specifikke brancher.

For at forstå problemstillingen må vi først kigge på brancherne. Det danske arbejdsmarked er inddelt i en offentlig og en privat sektor, der efterfølgende er inddelt i en række brancher – 11 forskellige for at være helt konkret.

Brancherne ser du i grafikken neden for (Danmarks Statistik), der samtidig forklarer fordelingen af de 2.762.266 lønmodtagere i 3. kvartal af 2020.

Når det er relevant at tale om brancher i forbindelse med jobsøgning, skyldes det, at der er forskel på branchefaglige og metodefaglige kompetencer. Når du skal klarlægge dine kompetencer i forbindelse med jobsøgning, kan du med fordel opdele dem i de to kategorier – det letter kompetenceafklaringen, og du får med stor sandsynlighed øjnene op for nye brancher, hvor dine kompetencer kan sættes i spil.

Branchefaglige kompetencer er de kompetencer, der knytter sig meget specifikt til en bestemt branche. Har du gennem flere år arbejdet med salg af forsikringer, har du en særlig stor indsigt i forskellige forsikringsforhold, der vil være en fordel, hvis du søger videre inden for samme branche.

Metodefaglige kompetencer er de kompetencer, der ikke er bundet op på en specifik branche. I salget af forsikringer har du eksempelvis salgskompetencer, der kan bruges uanset branche. På samme måde kan du have kompetencer inden for it, administration eller kommunikation.

Udover de branche- og metodefaglige kompetencer, er der dine personlige kompetencer. Disse handler om dine grundlæggende menneskelige egenskaber, og hvordan du bringer dem i spil i forskellige situationer. Du kan for eksempel være analytisk, ambitiøs, resultatorienteret, tillidsvækkende eller noget helt femte.

Er du allerede i arbejde, og har du svært ved at finde tid til at søge videre? Læs artiklen “Sådan finder du tid til at søge job (mens du er i job,” og få tre gode råd til din jobsøgning.

2) Forstå virksomhedernes rekrutteringskanaler

Det hedder sig, at de fleste ansættelser udspringer af netværk, men er det nu også helt korrekt? Ifølge Rekrutteringsanalysen 2020 fra Ballisager, er der noget om snakken. Faktisk svarer et gennemsnit på 52% af de adspurgte virksomheder, at netværk var rekrutteringskanalen ved seneste ansættelse – ser vi isoleret på små private virksomheder, er der tale om hele 62% .

På grafen neden for kan du se fordelingen af de forskellige rekrutteringskanaler, virksomhederne anvender.

Men hvad betyder det for dig som jobsøgende – hvordan kan du bruge det til at målrette din jobsøgning? Det har Thomas Laudrup et bud på:

”Når vi kigger på de tre mest brugte rekrutteringskanaler, så fordeler de sig med 76% på opslåede stillinger, 52% på netværk og 49% LinkedIn. Facebook og uopfordrede ansøgninger er helt nede på 25%. Det er viden, du bør have i baghovedet, når du søger job. Vil du gerne arbejde i en lille privat virksomhed, kan du med fordel have større fokus på dit netværk. Går du efter en stilling i en stor privat virksomhed eller inden for det offentlige, er det først og fremmest den traditionelle ansøgning på en opslået stilling, du skal gå efter.”

Du bør dog aldrig sætte alle pengene på én hest. Vores generelle anbefaling er at være synlig og aktiv på så mange kanaler som muligt – dog med måde. Hvis du ikke tidligere har været aktiv på Facebook, skal du ikke begynde, fordi du pludselig er jobsøgende; det skriger langt væk, at det ikke er dig, og jobsøgning handler i sidste ende om at vise virksomhederne, hvem du er, og hvad du kan, så det rette match kan findes.

Og når vi er ved rekrutteringskanaler, er der yderligere en ting, du bør være opmærksom på: Det usynlige jobmarked – der hvor stillingerne aldrig bliver slået op gennem officielle kanaler.

Når det er sagt…

Det såkaldt usynlige jobmarked består af de stillinger, der besættes uden om de typiske rekrutteringskanaler. Det kan være gennem uopfordrede ansøgninger, rekrutteringsbureauer, netværk og interne kandidater, og de udgør samlet set en stor del af virksomhedernes måder at rekruttere på.

Med det in mente, skal du dog ikke smide din ansøgning i skraldespanden lige med det samme. På tværs af både små, store og offentlige virksomheder er der sket et fald i mange af de usynlige kanaler gennem de sidste 5 år. Hos de offentlige virksomheder er brugen af uopfordrede ansøgninger nærmest halveret, og hos alle virksomheder falder tendensen til at bruge sociale medier.

Hvor efterlader det så dig? Det er enkelt – du skal have langt større fokus på CV og ansøgning i din jobsøgning i forhold til tidligere. Dog uden at fjerne blikket fra de andre muligheder.

Laver du de typiske fejl, når du skriver dit CV? Læs artiklen “5 ting du IKKE skal skrive i dit CV,” hvis du ikke vil dømmes ude med det samme.

3) Fremtidens arbejdsmarked – hvordan passer du ind?

Fremtiden har altid været til debat. Når det kommer til arbejdsmarkedet, diskuterer vi mere end nogensinde før, hvordan nye teknologier og arbejdsgange kommer til at præge fremtiden og den måde, vi tænker ”arbejde” på. Kompetencer skal sættes i spil på nye måder, ude og hjemme blandes sammen og freelance- og deltidsarbejde får mere og mere plads.

”Det er svært at forudsige nøjagtigt, hvordan fremtidens arbejdsmarked kommer til at se ud, men der er en række tendenser, der uden tvivl får indflydelse på vores arbejdsliv fremadrettet – og dem kan du vende til din fordel,” siger Thomas Laudrup.

Som tæt kontakt til både det private og offentlige, oplever vi, at virksomhederne allerede nu begynder at tilpasse arbejdsgange og -processer til fremtiden. Og selvom de måske taber nogle medarbejdere på gulvet, gør de også plads til nye kræfter, og det er hér, du skal vise dit værd.

Der er grundlæggende tre tendenser, du skal være opmærksom på i din jobsøgning:

  • Globalisering og digitalisering
  • Kompetenceudvikling
  • Fleksibilitet

Vi tager et kig på de enkelte elementer og giver gode råd til, hvordan du kan bruge det i din jobsøgningsproces.

Globalisering og digitalisering

Med den verdensomspændende coronapandemi sprang vi hovedkulds ud i digitaliseringens verden. Mange virksomheder havde allerede taget de første spæde skridt eller overvejede at gøre det, men da pandemien gjorde sit indtog, var der ingen vej uden om.

Zoom, Google Meet, Microsoft Teams og andre værktøjer blev normalen på de fleste arbejdspladser, og nu er de en integreret del af manges dagligdag.

Det betyder, at du ikke på samme måde er bundet af tid og sted som tidligere. Du kan samarbejde med mennesker på den anden side af kloden uden at forlade dit hjem eller din arbejdsplads, og det åbner op for helt nye muligheder i din jobsøgning. Overvej, om du skal søge arbejde i København, selvom du bor i Aarhus eller omvendt – eller i Japan selvom du bor i Danmark.

Kompetenceudvikling

Verden forandrer sig i et tempo, der er næsten umuligt at følge med i, og det er vigtigt for virksomhederne, at de ansatte kan begå sig i en verden i konstant forandring.

For din jobsøgning betyder det, at du skal synliggøre ikke bare dine nuværende kompetencer, men også din evne til at udvikle dig. Kan du sætte dig selv i spil i forhold til de opgaver en given virksomhed vil møde i fremtiden, er du et skridt foran de andre kandidater.

Fleksibilitet

Det klassiske 8-16 job er på vej ud, og det samme er gældende for de medarbejdere, der drømmer om at sidde i samme stilling med samme type af opgaver de næste mange år. 25 års jubilæum kan du skyde en hvid pind efter. Fremtidens arbejdsmarked vil være præget af flere projektansættelser, freelancearbejde og deltidsstillinger, der giver plads til at leve livet på nye måder.

Er du åben i jobsøgningsprocessen, kan det betyde uanede muligheder. Du kan overveje tidsbegrænsede stillinger, udfordre dig selv inden for andre brancher eller sammensætte dit arbejdsliv af flere forskellige jobs eller opgaver.

Er du nysgerrig på, hvordan coronapandemien har sat skub i digitaliseringen, kan du med fordel læse denne artikel: “New normal: En ny virkelighed venter – er du klar til omstillingen?

Rekrutteringsydelser

U

Vurdering

Test, adfærdsprofiler, cases til brug i din rekruttering.

Rekruttering

Vi håndterer hele processen – eller kun det, du ønsker.

Onboarding

Få dine nye medarbejdere hurtigere i gang.

Outplacement

Diskret vejledning til medarbejdere i jobskifte.