Jo hurtigere din nye medarbejder føler sig velkommen og godt tilpas i virksomheden, jo hurtigere kan personen bidrage med værdiskabende indhold – og det er dit ansvar, at det sker.
Onboarding vinder større og større respekt hos danske virksomheder, men der er stadig mange ledere, der ikke anerkender, hvor vigtigt det er. Vi vil gå så langt som til at sige, at det er blandt de absolut vigtigste våben i kampen mod fejlrekrutteringer sammen med et seriøst rekrutteringsforløb og god preboarding.
Med et målrettet onboarding program kan du ikke bare forstærke din nye medarbejders præstationer fra begyndelsen, du reducerer også den usikkerhed, der ofte er forbundet med at starte i et nyt job. Langt hen ad vejen er onboarding nemlig en socialiseringsproces; en organisatorisk socialisering hvor den nyansatte skal forstå fællesskabets spilleregler.
Fokus på social integration
Vi har sagt det før, men vi siger det gerne igen: Gå efter mennesket, når du ansætter – ikke evnerne. I dag løses de fleste opgaver i samarbejde med andre ansatte både i og udenfor virksomheden, og derfor skal din nye medarbejder hele tiden forholde sig til nye og skiftende kollegaer, der hver især har vaner, forventninger og krav til samarbejdet. Det stiller ikke bare høje krav til fagligheden, men også til personligheden.
Når den rette person skal falde til i virksomheden, handler det altså om såkaldt social integration; din nye medarbejder har brug for et netværk, der hjælper, giver råd og guider vedkommende gennem opstarten, så der opstår gensidig respekt og accept blandt de nye kollegaer.
Og det er vigtigt det her!
I en undersøgelse blandt ledende medarbejdere, der for nyligt startede i nyt job, fortæller 70% af deltagerne, at deres største problem i forbindelse med jobbet er forståelsen for normer og spillerregler i organisationen. Samtidig svarer 65% at de ikke har formået at tilpasse sig virksomhedskulturen, og her kommer så pointen: Blandt de ting, deltagerne i undersøgelsen mener, kunne have hjulpet dem, er hjælp til at navigere i de interne netværk og til at få en større indsigt i dynamikken mellem medarbejderne.
3 gode råd til dit onboarding program
Der er selvsagt mange ting, du skal overveje, når du skal sammensætte et effektivt og fyldestgørende onboarding program til din nye medarbejder, og når det kommer til den sociale integration, har vi tre gode råd, du med fordel kan tage med:
1) Forbindelser
Hjælp din nye medarbejder med at skabe personlige relationer, der kan indgå som en del af et godt informationsnetværk. Planlæg møder med de involverede, så medarbejderen ikke selv skal tage kontakt, og sørg for at alle parter ved, hvad der forventes.
2) Fælleskab
Sørg for, at din nye medarbejder præsenteres for de nærmeste kollegaer, og tilknyt eventuelt en mentor, hvis ansvar er at inddrage medarbejderen i det formelle såvel som det uformelle fællesskab på arbejdspladsen.
3) Evaluering
Du går måske rundt og tror, at du har sammensat det absolut bedste onboarding program for din nye medarbejder, men har du spurgt vedkommende, om det er sandt? Du kan med fordel løbende følge op processen og spørge, om der er noget, vedkommende har brug for – og der er absolut ingen grund til at vente, indtil de obligatoriske tre måneders prøvetid er gået. Jo før, jo bedre.