Hjem » Sæsonen for jobskifte nærmer sig – men hvad siger danskerne?

Sæsonen for jobskifte nærmer sig – men hvad siger danskerne?

August og september tegner sig for godt og vel 1/3 af alle de jobskifte, der sker på årsplan, og med et par måneders opsigelsesfrist nærmer vi os tiden, hvor danskerne begynder at sige op.

Den generelle holdning er, at sommerferien skaber opsigelser. Når medarbejderne kommer lidt på afstand og ser jobbet, chefen og virksomheden i et nyt perspektiv, stiger behovet for nye udfordringer, nye kollegaer eller en ny ledelse.

For kort tid siden udkom Ballisagers “Kandidatanalysen 2019“, og blandt de 1.554 adspurgte danskere mellem 18-65 år, er det tydeligt at se hvem der med stor sandsynlighed skifter job inden længe, fortæller Thomas Laudrup, CEO ved DEDIKATION:

“Kun 50% af de adspurgte svarer, at de i høj grad er glade for deres job, og det efterlader jo 50% der kun i nogen grad, eller slet ikke er glade i deres nuværende stilling – mange af dem går sandsynligvis med tanker om at skifte job. Der skal ikke så meget til, før græsset ser grønnere ud på den anden side, hvis man i forvejen ikke er helt tilfreds.”

Lønnen og chefen skuffer mest

Kandidatanalysen undersøger hvilke områder på de ansattes nuværende arbejdsplads, der ikke lever op til deres forventninger, og her tegner sig et ret tydeligt billede: hos 32% er lønnen den mest skuffende faktor, og hos 20% er det chefen.

“Analysen tegner et billede vi ikke genkender hos DEDIKATION,” forklarer Thomas Laudrup: “Selvfølgelig har lønnen en betydning og hvis den ikke er i orden, er det naturligvis skuffende, men vi oplever nærmere at fleksibiliteten – eller mangel på samme – er den faktor der betyder mest for de ansatte. Den er ikke nævnt i analysen og vi kan jo håbe at det skyldes, at virksomhederne generelt set er blevet bedre til, at give medarbejderne fleksible vilkår. Det ville klæde dem.”

I direkte forlængelse af ovenstående tal, svarer 21% desuden, at årsagen til deres seneste jobskifte skyldtes utilfredshed med chefen, mens 16% svarer, at det var på grund af lønnen.

De dårlige chefer arbejder med salg

Som rekrutteringsbureau med speciale i kommercielle profiler, kommer det ikke bag på os, at de dårligste chefer ifølge undersøgelsen arbejder med salg; det er i denne branche, at chefen får flest medarbejdere til at skifte job.

“Kommercielle profiler har tit en udadvendt, opfarende og selvsikker personlighed, og det kan i nogle tilfælde medføre et dårligt grundlag for ledelsen af virksomhedens medarbejdere” forklarer Thomas Laudrup og fortsætter: “Vi lever i en tid, hvor virksomhedskultur og personalepleje er uendeligt vigtigt, og derfor er det helt essentielt med de rette mennesker på chefposterne.”

Vil du undgå, at dine medarbejdere siger op midt i sommerferien, skal du altså holde fokus på to ting: Dig selv og lønnen. Sidstnævnte kan du ikke nødvendigvis arbejde med, men det kan du med dig selv. Sørg for at gå forrest, vise dig som et godt eksempel, skabe grobund for et godt arbejdsmiljø og give dine medarbejdere plads til at vokse og udvikle sig.

Rekrutteringsydelser

U

Vurdering

Test, adfærdsprofiler, cases til brug i din rekruttering.

Rekruttering

Vi håndterer hele processen – eller kun det, du ønsker.

Onboarding

Få dine nye medarbejdere hurtigere i gang.

Outplacement

Diskret vejledning til medarbejdere i jobskifte.