Den motiverede ansøgning er måske ikke den allermest eftertragtede metode til jobsøgning længere, men den er ikke sat fuldstændig ud af spillet. Nogle arbejdsgivere forventer faktisk stadig, at ansøgere sender en motiveret ansøgning som en del af deres ansøgningsproces.
I årtier har den gængse opfattelse af ansøgningsprocessen været, at kun en motiveret ansøgning kan give kandidaten mulighed for at forklare sin interesse i jobbet, og hvordan vedkommendes færdigheder og erfaringer passer til de stillede krav.
Ifølge rekrutteringskonsulent hos Jobindex, Mathias André Jørgensen, er de tider måske forbi. Over en periode på to år har han udført et eksperiment, der går ud på kun at bede om et motiveret CV i jobannoncen, når han rekrutterer f.eks. IT-udviklere, serviceteknikere og ingeniører.
Ved denne simple ændring oplevede Mathias at få markant flere kvalificerede ansøgere til en enkelte stilling. Han frabad sig så at sige en motiveret ansøgning, og her oplevede han at få helt op til 20% flere ansøgere.
Er der nye tider på vej i rekrutteringsverdenen?
Lad os prøve at dykke lidt ned i Mathias’ eksperiment og se, om vi kan lære noget af ham. Det skal understreges, at Mathias’ ekspertise ligger inden for rekruttering af IT- og teknisk personale af forskellig art, idet det er her, han er aktiv til daglig. Der kan være andre spilleregler i forskellige andre brancher, men det kommer vi til senere.
Det overordnede råd er at stoppe med at bede om motiverede ansøgninger fra alle og enhver. Bed dem i stedet sende et motiveret CV, dvs. et almindeligt CV, hvor de ganske kort beskriver, hvorfor de søger jobbet. Så har du kun ét dokument at skulle forholde dig til, og så har du herefter forskellige måder at følge op på.
I de tilfælde, hvor det ikke lykkes for Mathias at få flere ansøgere via det motiverede CV, har det som regel at gøre med virksomhedens ry, eller at det ligger geografisk uhensigtsmæssigt. En anden afgørende faktor er udformningen af jobannoncen. Hvis du ikke har stillet helt skarpt på formuleringen i jobannoncen, kan du ikke forvente at få de skarpeste kandidater.
Hvad der er sparet, er tjent
Måske sidder du og tænker, at det kun vil komme ansøgerne til gode, at de kan spare tid ved at nøjes med at sende et motiveret CV. Hvis du forestiller dig, at du får en masse ekstra arbejde ud af det ved at skulle følge mere intensivt op, er det ikke helt rigtigt.
Selvom din rekrutteringsproces måtte være anderledes end mange andre HR-chefers og lederes, vil du kunne få glæde af processen. Tænk bare, hvad du kan spare af tid ved ikke af skulle læse stakkevis af ansøgninger igennem, sortere, til- og fravælge, holde møder i teamet m.m. Den tid, du sparer, kan du i stedet bruge på at ringe direkte til de kandidater, du gerne vil vide mere om. På den måde får du en god fornemmelse af deres personlighed og motivation for at søge jobbet, og du har oven i købet hørt deres stemme og fornemmet deres formuleringsevne.
Førnævnte eksperiment godtgør dog også, at der kan være brancher, hvor den motiverede ansøgning stadig har sin berettigelse. I job, hvor kandidaterne i forvejen skal skrive meget, vil det være relevant at se i en ansøgning, hvordan de formulerer sig på skrift. Det gælder jobs inden for f.eks. kommunikation, kontor, marketing, jura o.lign.
Læs også: Motiveret CV vs. motiveret ansøgning – Hvad fungerer bedst?
Alternative muligheder
Hvis du ikke ønsker, at kandidaten skal bruge tid på den motiverede ansøgning, er der andre muligheder, du kan sætte i spil.
Motiveret CV
Vi har allerede nævnt det motiverede CV. Her beder du kandidaterne sende deres CV med en tilføjelse, der beskriver deres motivation for netop at søge stillingen hos din virksomhed
Bed om telefonisk henvendelse
Skriv i jobannoncen, at kandidaterne skal ringe til dig. Faggrupper som elektrikere, lagerarbejdere, mekanikere o.lign. er ikke vilde med at skrive lange ansøgninger og CV’er, så her vil denne løsning være ideel. Her skal du være ekstra forberedt og have dine spørgsmål på plads, inden de ringer, så du hurtigt kan komme ind til kernen af samtalen.
Du henvender dig pr. telefon
Du kan også skrive i din jobannonce, at ansøgerne skal efterlade deres telefonnummer eller e-mail adresse i jeres system, og så vil du kontakte dem. Her har du mulighed for at komme i dialog med alle de kandidater, du selv vælger, hvilket endvidere kan skabe grobund for opbygningen af en god kandidatbank.
Videoansøgning
Det bliver mere og mere almindeligt, at nogle arbejdsgivere beder om en videoansøgning, hvor kandidaten præsenterer sig selv og besvarer nogle foruddefinerede spørgsmål foran et kamera. Her får du endnu flere parametre at udvælge kandidater fra, idet du både ser, hører og fornemmer kropssprog på en video. Der findes forskellige IT-baserede systemer og virksomheder, som du kan få til at stå for alt det praktiske i forbindelse med videoansøgninger.
Online ansøgning
En anden mulighed, der vinder mere og mere indpas på det danske jobmarked, er forud programmerede online ansøgninger. Det foregår helt lavpraktisk på den måde, at virksomheden på deres hjemmeside f.eks. under fanen ”Ledige jobs” har lagt et program ind, hvor ansøgerne klikker sig igennem spørgsmål.
”Hvad man skal vælge, er meget individuelt og afhænger af virksomhedens kultur og ledelsens temperament”, siger Thomas Laudrup, CEO hos DEDIKATION. ”Det er vigtigt at være opmærksom på de specifikke krav og forventninger, din virksomhed har, og at tilpasse søgningen i forhold hertil. I nogle tilfælde kan det også være en kombination af flere af de nævnte elementer”.