“Guide: Sådan indleder du din jobansøgning,” “Sådan skriver du en ansøgning, der virker” og “Den gode jobansøgning” – en hurtig søgning på Google efterlader det ene gode råd til din ansøgning efter det andet. Men gør en god ansøgning dig automatisk til den bedste medarbejder?

Er gode karakterer, relevante studiejobs og selvstændige iværksætterprojekter nok til at skaffe dig en jobsamtale eller skal du – som jobsøgningssider, a-kasser og jobcentrene foreslår – skrive den helt perfekte ansøgning, før du kommer til samtale?

Thomas Laudrup, CEO hos DEDIKATION, ved godt, hvad han foretrækker: “Vi er selvfølgelig først og fremmest interesseret i mennesket bag ansøgningen, men når det er sagt, så kommer vi ikke udenom vigtigheden af at fange vores opmærksomhed, når vi gennemgår en ansøgning.”

Mere om det senere. Først skal vi have et kig på de ting, du i hvert fald IKKE skal skrive, hvis du gerne vil have jobbet: “Når kandidater bruger klichéer som jeg arbejder selvstændigt eller jeg arbejder meget professionelt, så står jeg af med det samme. Walk the talk! Du skal vise, hvem du er – ikke forklare det med flade tillægsord,” siger Thomas Laudrup.

 

Hvad virker for dig?

Men hvordan skriver du så den såkaldt perfekte ansøgning, der får dig til den eftertragtede samtale? Ifølge Thomas Laudrup er det faktisk ret enkelt: “Det handler ikke nødvendigvis om at være god til at skrive. Der er så mange muligheder for at gøre et godt indtryk, og hvis du er ordblind – eller bare helt elendig til at skrive – så kommer du aldrig til at brænde igennem i en skriftlig ansøgning. Gør noget andet i stedet. Giv os et ring, så vi kan høre med egne ører, at du er sjov og serviceminded, send os en kort video, der viser, at du er kreativ og fuld af gode idéer,” forklarer han og fortsætter: “Vi lever i en verden af muligheder, så grib dem; find ud af, hvad der virker for dig, og få din ansøgning afsted på en måde, der viser modtageren, hvem du er, hvad du kan og hvordan du gør det.”

Hos DEDIKATION arbejder vi efter mantraet Hire for attitude, train for skills! Vi vil finde det rigtige menneske, den person der passer perfekt ind i virksomhedskulturen – og vi er helt igennem ligeglade med, om din ansøgning kommer på skrift, som video eller sågar som en tegneserie; så længe du brænder igennem og viser os, hvem du er og hvorfor du er den perfekte kandidat.