Fremtidens arbejdsmarked: En hybrid mellem ude og hjemme

Fremtidens arbejdsmarked: En hybrid mellem ude og hjemme

En ny undersøgelse viser, at mere end hver tredje dansker ønsker at øge antallet af hjemmearbejdsdage ovenpå Covid-19. Fremtidens arbejdsmarked er under forandring, og det påvirker vores dagligdag.

Da Danmark lukkede ned som følge af den verdensomspændende coronapandemi, blev en lang række danskere tvunget til at arbejde hjemmefra – og dét i en meget lang periode. Hjemmearbejdsdagene blev sat i system, mens skærme og computere blev hentet hjem fra arbejdspladsen og med ét ændrede hverdagen sig; fra faste mødetider på kontoret til en fleksibel arbejdsdag med en flydende overgang mellem arbejds- og privatliv.

“De mange hjemmearbejdsdage var ikke selvvalgte, men nedlukningen tvang os til at prøve det af, og både virksomheder og ansatte har opdaget, at der er mange fordele ved at bruge hjemmekontoret. Det har selvfølgelig ikke været omkostningsfrit, men set med positive øjne kan vi lære meget af det,” siger Thomas Laudrup, Founder & CEO hos DEDIKATION.

Voxmeter har gennemført en undersøgelse for Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), hvor medarbejderne er blevet spurgt, hvor mange dage de vil arbejde hjemmefra, hvis de selv kunne bestemme – og resultatet taler sit tydelige sprog:

• 34% af de adspurgte ønsker flere hjemmearbejdsdage efter genåbningen, end de havde inden coronapandemien.

• 26% vil gerne arbejde hjemmefra to eller flere dage om ugen, hvis de selv kan bestemme. 

“Hjemmearbejde gør vores arbejdsmarked mere fleksibelt, fordi rummet for, hvor arbejdsopgaverne skal løses, bliver udvidet. Det er en positiv udvikling, der skaber øget fleksibilitet for virksomhederne, og som gør det lettere for medarbejderne at få enderne mellem privat- og arbejdsliv til at mødes,” fortæller Mariane Dissing, adm. direktør i FA.

 

Ude er godt, men er hjemme bedst?

Store danske virksomheder som Codan og Topdanmark har allerede meldt ud, at de vælger at fastholde hjemmearbejde som en fast del af arbejdsgangen fremadrettet:

“Coronakrisen har bragt død og ulykke til hele verden, amputeret dansk økonomi og isoleret os. Men den har også åbnet vores øjne for, hvordan vi ser fremtidens arbejdsplads, og hvordan vi arbejder med trivsel i Topdanmark. Det tager vi nu konsekvensen af. Hjemmearbejde er kommet for at blive – ikke alle ugens dage, men i langt højere grad end tidligere,” siger Peter Hermann, adm. direktør i Topdanmark i en pressemeddelelse.

Men det er ikke alle, der trives med ikke at møde ind på kontoret, og derfor er det vigtigt, at den nærmeste leder planlægger i fællesskab med medarbejderen, mener Thomas Laudrup:

“Hjemmearbejde er ikke for hvem som helst. Det kan være svært at holde motivationen, og for mange ansatte er det også fællesskabet med kollegaerne, der gør hverdagen sjov. Behovet er forskelligt fra person til person, og som virksomhed er det essentielt, at man formår at kigge på den enkelte medarbejder og afdeling, så tilknytningen til arbejdspladsen og de sociale relationer fastholdes.”

Topdanmark har fastsat en overordnet arbejdsramme, der fastlægger, at der på “fremtidens arbejdsplads” højst skal være 75% til stede på arbejdspladsen ad gangen, og den konkrete planlægning aftales i de respektive teams:

“Derfor er fremtidens arbejdsplads ikke et carte blanche til at blive hjemme hele ugen, men en mulighed for at medarbejderne sammen med den nærmeste leder mere fleksibelt kan tilrettelægge sit arbejde, så det tager hensyn til den enkelte og de opgaver, som skal udføres,” siger Louise Hørdum, HR-direktør i Topdanmark.

 

Vil du læse mere om fremtidens nye arbejdsrammer, kan du med fordel læse artiklen: “New normal: En ny virkelighed venter – er du klar til omstillingen?

 

Fleksibiliteten giver nye muligheder

Én ting er, at størstedelen af landets ansatte lader til at trives med mere hjemmearbejde, en anden ting er, at det giver nogle helt nye muligheder – både for virksomheder og medarbejdere – for behøver du egentlig at bo i nærheden af din arbejdsplads, hvis du ikke skal afsted hver dag?

“Hvis du kan arbejde hjemmefra 2-3 dage om ugen, så gør det måske ikke noget, at du skal pendle fra Jylland til Sjælland eller omvendt. Transport bliver pludselig en mindre væsentlig faktor, og det betyder, at du som virksomhed får flere muligheder, når du skal finde de bedste medarbejdere,” forklarer Thomas Laudrup.

En artikel fra The Wall Street Journal stiller da også spørgsmålet: Hvis ansatte kan bo, hvor de vil, er der så grund til at bo, hvor de gør? I USA såvel som i Danmark bosætter vi os ofte i nærheden af vores arbejdsplads af den simple årsag, at det sparer os for lang transporttid og dermed gør det mere overskueligt at passe vores job. Men historien i WSJ vender tingene på hovedet; parret Gillian Holdstein og Jarred Roth blev fanget i Californien, da coronavirusset ramte, og fire uger inde i karantænen valgte de ganske enkelt at blive i området, hvor de havde deres venner og familie. Altså flyttede de fra New York – med virksomhedens tilladelse – og de er ikke de eneste: I april flyttede amerikanerne dobbelt så meget som året forinden, og ifølge avisen fortsatte den tendens helt ind i slutningen af maj måned.

“I Danmark har de færreste mere end 20 km. på arbejde (se Danmarks Statistik for de enkelte kommuner her), men i kølvandet på coronapandemien er det oplagt at forestille sig, at det kommer til ændre sig. Det bliver pludselig meget lettere at passe sit arbejde i Middelfart, selvom man bor i Vordingborg,” siger Thomas Laudrup og fortsætter: “Omstillingen fra fysiske til virtuelle møder har også taget fart under corona, så digitaliseringen kommer også til at gøre en kæmpe forskel på dette punkt.”

Det helt store spørgsmål er så, om virksomheder og medarbejdere kan følge med udviklingen, eller om nogle af os ganske enkelt ryger af i svinget? 

 

Vil du udvide søgeområdet, når du leder efter den rette kandidat til en ledig stilling, kan du overveje at smide den klassiske jobannonce ud og i stedet målrette annonceringen digitalt – læs mere her. 

FAQ BOKS

Er der ulemper ved hjemmearbejde?

Helt grundlæggende kan det være nogle, som ikke trives med at arbejde hjemmefra, og derudover er der flere ting, virksomhederne skal være opmærksomme på, hvis antallet af hjemmearbejdsdage øges. De gælder blandt andet arbejdsmiljøet i privaten, ligesom det er vigtigt at holde fællesskabet, samhørigheden og virksomhedskulturen for øje, så det ikke fordamper i takt med, at medarbejderne bruger mere tid hjemme.

Hvor mange ønsker flere hjemmearbejdsdage efter corona?

34% af de adspurgte i en undersøgelse foretaget af Voxmeter for Finanssektorens Arbejdsgiverforening ønsker flere hjemmearbejdsdage ovenpå coronapandemien.

Hvor meget ønsker danskerne at arbejde hjemme?

26% af de adspurgte i en undersøgelse foretaget af Voxmeter for Finanssektorens Arbejdsgiverforening ønsker to eller flere hjemmearbejdsdage om ugen.

Hvorfor er hjemmearbejde populært?

De danskere, der trives med at arbejde hjemmefra, fremhæver fleksibiliteten som den helt store grund. Samtidig gør flere hjemmearbejdsdage det muligt at pendle længere til og fra arbejde.

Del artiklen 

Del på facebook
Del på linkedin

SE ANDRE RELEVANTE ARTIKLER

KONTAKT OS

eller udfyld formularen herunder:

MENU

SIDSTE NYT

Få en effektiv hjemmearbejdsdag og nå dine mål! 6 gode råd til dig der arbejder hjemmefra

Covid-19 spænder endnu engang ben for manges arbejdsdag, og mens en stor del flytter ind på hjemmekontoret med ro i sindet, er det helt anderledes …

Læs mere →

Sælgeradfærd: Nøglen til succes (også når du arbejder hjemme)

En god sælger lander salget, men den bedste sælger får salget i hus sammen med tilfredse kunder. Ikke alle sælgere har det, der skal til …

Læs mere →

Hvem sagde dyrt? Vi punkterer myten om professionel rekruttering

At finde den rigtige medarbejder er en kunst. Af samme årsag antager de fleste ledere, at det er dyrt at få hjælp fra et rekrutteringsbureau …

Læs mere →