Foregår jobsamtalen online? Det virtuelle møde kræver ekstra forberedelse

Foregår jobsamtalen online? Det virtuelle møde kræver ekstra forberedelse

Den digitale jobsamtale stiller større krav end den fysiske. Gør dig selv en tjeneste, og forbered dig ned til mindste detalje – få vores gode råd her.

Det sker oftere og oftere at hele eller dele af rekrutteringsforløbet foregår online. Det var et udbredt fænomen allerede inden, covid-19 gjorde sit indtog, og det bliver kun mere aktuelt i fremtiden. Faktisk viser Rekrutteringsanalysen 2020 fra Ballisager, at:

  • 92% af de adspurgte virksomheder vil bruge online samtale i samme eller højere grad end før covid-19.

Derudover fordeler svarene sig således, når de adspurgte virksomheder skal svare på, hvad der er det mest negative ved online jobsamtaler:

  • 32% siger, at det mest negative er, at de ikke får et indtryk af personligheden.
  • 20% siger, at det mest negative er, at teknikken driller hos kandidaten.
  • 15% siger, at det mest negative er, at det er svært at holde øjenkontakt.

Den digitale jobsamtale stiller altså store krav til din forberedelse. Ikke bare skal du være forberedt til tåspidserne som ved en fysisk samtale – du skal også have styr på teknikken, brænde igennem på skærmen og være ekstra opmærksom.

”Man skulle tro, at det er lettere at gå til jobsamtale online, fordi du nemmere kan holde styr på nerverne i dine vante rammer, men det er nærmere lige modsat. Det virtuelle møde kræver intensitet, og de ekstra elementer i form af teknik og manglende kropssprog betyder, at du skal forberede dig mere end normalt,” forklarer Thomas Laudrup, CEO hos DEDIKATION.

Nedenfor guider vi dig gennem de fire elementer, du skal have styr på, inden du møder op i det digitale univers.

Udover de ekstra tiltag skal du naturligvis forberede dig mindst lige så godt, som hvis du skulle til en fysisk jobsamtale. Få råd til det i artiklen: ”Jobsamtale? Sådan forbereder du dig på mødet med din (måske) kommende arbejdsgiver

 

1) Hav 100% styr på teknikken

Det første, du skal have overblik over, er teknikken, og her nytter det ikke, at du tror, du har styr på det. Få en god ven til at sende et link via det system, du skal anvende til jobsamtalen (fx Skype, Google Meet, Zoom etc.) og test, om det virker, som det skal på din computer.

Derudover kan du med fordel:

  • Sørge for, at computeren er opdateret og tilsluttet en oplader
  • Slukke telefonen samt alle notifikationer på computeren
  • Sørge for bedst mulig internetforbindelse
  • Bruge en ekstern mikrofon – lyden er ofte bedre end på computerens

2) Overvej din placering i rummet

En fysisk jobsamtale foregår som regel hos virksomheden selv, men eftersom I mødes på skærmen, får din (måske) kommende arbejdsgiver et indblik i privaten. Omgivelserne sender et signal til dem, der vurderer dig, så overvej derfor:

  • Baggrunden – en hvid baggrund er at foretrække, men kan man se dit hjem, så sørg for, at det er ryddeligt og præsentabelt. Undlad de automatiske sløringsmuligheder, nogle systemer tilbyder, da det ofte distraherer mere, end det gavner.
  • Højden på din computer – brug gerne en stak bøger eller noget andet, der får computerens kamera op i øjenhøjde. På den måde ser dem på den anden side af skærmen dig ikke nedefra, og det er samtidig lettere at holde øjenkontakten.
  • Belysningen – det er vigtigt, at der er rigeligt med lys, så modtageren kan se dig klart og tydeligt.
  • Stolen – sørg for at vælge et siddemøbel, der gør, at du kan sidde med en afslappet og rank holdning i stedet for at falde sammen ind over spisebordet.

3) Skab optimale rammer for samtalen

Fordi jobsamtalen foregår hos dig, er det også dig, der sætter rammerne. Du bestemmer, hvad der er til stede i ”mødelokalet,” og du signalerer din seriøsitet gennem forberedelse og påklædning.

Du kan med fordel:

  • Så vidt muligt sørge for at være alene i hjemmet, mens samtalen står på.
  • Have kaffekoppen og et glas vand klar, inden samtalen går i gang. Du ville være blevet budt, hvis samtalen havde fundet sted hos arbejdsgiveren, og det er en lille ting, der gør mødet mere naturligt.
  • Klæd dig på, som du ville have gjort, hvis jobsamtalen var fysisk. Det viser, at du tager samtalen alvorligt, og hvis du skal rejse dig op for at hente noget undervejs i interviewet, er det rart, at du ikke har beholdt joggingbukserne på.

4) Vær fokuseret under samtalen

Udover at du naturligvis skal forberede dig som til enhver anden jobsamtale, er det vigtigt, at du er ekstra opmærksom på din fremtoning under det virtuelle møde. Det er svært at give et godt indtryk af din personlighed, og det er svært at vise din gnist tydeligt – men du kan øge chancerne for et godt indtryk ved at:

  • Bruge dit kropssprog så godt som muligt. Læn dig frem og vis interesse, smil og brug gerne dine hænder til at skabe liv, når du taler.
  • Sørge for, at du kan se dig selv på skærmen. På den måde kan du selv se, hvordan du fremstår – om du skal smile lidt mere, slappe af i skuldrene eller rette ryggen.
  • Have papir og pen klar så du kan tage noter til samtalen. Det viser, at du er opmærksom, og det skaber bevægelse og liv på skærmen.
  • Være 110% skarp på din præsentation og på de spørgsmål, du ved, kommer. Det er sværere at brænde igennem på skærmen, så dine forberedte ord skal sidde lige i skabet.
  • Vær godt forberedt, hvis du skal vise noget på skærmen – sørg for at den aktuelle case er åben, så du ikke skal lede, mens samtalen står på.

Når den online jobsamtale nærmer sig sin afslutning, bør du runde af som ved enhver anden samtale; spørg ind til, hvornår du kan forvente at få svar, og tilbyd at sende eventuelle præsentationer via mail, så virksomheden har dit materiale til rådighed, når de skal gennemgå samtalerne.

Overvejer du, om du skal stikke en lille hvid løgn til samtalen, kan du med fordel læse artiklen: ”Bare vær ærlig!” – så kommer du måske på andre tanker.

Del artiklen 

SE ANDRE RELEVANTE ARTIKLER

KONTAKT OS (Contact)

eller udfyld formularen herunder så kontakter vi dig hurtigst muligt (or fill out the form):

Contact US

or fill out the form and we will contact you as soon as possible

MENU

SIDSTE NYT

3/3: Sælger – hav styr på lønforhandlingen til jobsamtalen

Når næste skridt i rekrutteringsprocessen hedder lønforhandling, er det afgørende at være forberedt for at sikre dine ambitioner og karrieremål. Det kan være både spændende, ...
Læs mere →

2/3: Sælger – Vis virksomheden, at du vil have jobbet

Der er stor efterspørgsel på sælgere, og det betyder, du som sælger ofte har flere jobmuligheder og måske endda går til samtale på flere jobs ...
Læs mere →

1/3: Sælger – du skal sælge dig selv til jobsamtalen

De fleste sælgere forbereder sig grundigt til kundemøder: De undersøger kundens behov, har kendskab til deres produkter, har forberedt en klar målsætning til mødet og ...
Læs mere →

Kontakt os

eller udfyld formularen herunder, så kontakter vi dig hurtigst muligt