Vil du øge engagementet og præstationen hos din nye medarbejder, skal dit onboardingprogram have fokus på kompetencer og resultater – du skal skabe udvikling fra dag ét.

Vi har allerede kigget på kultur og regler i virksomheden, og det samme gælder for netværk og samarbejde (har du ikke læst med, finder du artiklerne her). I dag dykker vi ned i det sidste af tre hovedområder inden for onboarding: kompetencer og resultater. Vil du holde på dine nye medarbejdere, skal du skabe faglig udvikling allerede fra første arbejdsdag.

“Hvis din nye medarbejder kan give et klart svar på, hvordan han eller hun kan være med til at opnå virksomhedens mål og mission, så er vedkommende mere tilbøjelig til at blive i jobbet,” forklarer Thomas Laudrup, headhunter og CEO ved DEDIKATION, og fortsætter: “Medarbejderen skal have en følelse af, at arbejdet er meningsfuldt, og derfor kan du roligt præsentere dine forventninger til resultater allerede tidligt i onboardingfasen.”

 

Kompetencer og resultater – hvordan og hvornår?

Ifølge Onboarding Group viser undersøgelser, at nye medarbejdere bliver mere engagerede og præsterer bedre, hvis de føler, at de er i en virksomhed, hvor man går op i læring. Det er derfor vigtigt, at du som leder er klar over, hvordan du kan udfolde vedkommendes viden og kompetencer, så den nyansatte får en følelse af faglig udvikling hurtigst muligt.

“Vær klar i spyttet omkring dine forventninger, og sørg for at den nye medarbejder får lov at anvende sine kompetencer allerede fra dag ét. Det giver et bedre tilhørsforhold i organisationen og får vedkommende til at føle, at der rent faktisk er brug for ham eller hende,” siger Thomas Laudrup.

Faglig udvikling er et løbende fokuspunkt under hele ansættelsen, men særligt i de første 2-4 måneder af onboardingprocessen er det essentielt – det er her, den nyansatte skal finde sine professionelle fødder at stå på.

“I tæt følgeskab med kompetencer, kommer resultater,” forklarer Thomas Laudrup og fortsætter: “Det er vigtigt, at du kan sætte krav til resultaterne, så medarbejderen kan måle, hvorvidt han eller hun lever op til forventningerne. I onboardingperioden bruger nogle virksomheder fiktive udfordringer i oplæringen, men hvis du tør sætte lidt mere på spil og give den nyansatte reelle udfordringer, så får I begge mere ud af onboardingen.”

 

3 tips til kompetencer og resultater

Vi har samlet tre konkrete råd til at holde fokus på kompetencer og resultater i onboardingprocessen – brug dem, så du kan blive endnu bedre til at holde på dine nye medarbejdere.

1) Kend dine krav. Inden du overhovedet holder din første samtale med en mulig kandidat, skal du vide, hvilke krav du har, og hvilke resultater der skal skabes.

2) Forventningsafstem. Brug de første dage på at forventningsafstemme med din nye medarbejder, så vedkommende ved præcis, hvad der er forventes af ham eller hende og omvendt – og følg løbende op.

3) Være realistisk. Den første tid i en ny virksomhed kræver meget af en ny medarbejder, og time-to-performance er helt op til 12 måneder. Sæt realistiske mål, så den nyansatte har en chance for at følge med. 

 

Er du endnu ikke helt overbevist om vigtigheden af onboarding, så læs denne artikel og få det fulde overblik. Er du nysgerrig på mere, så læs med i næste uge, hvor vi kigger nærmere på dét, der kommer forud for onboarding – nemlig preboarding.